Musik har altid haft en særlig plads i pokerverdenen. Følg med, mens vi tjekker, hvordan denne verden ser ud, og hvorfor det er så vigtigt for mange spillere.
Poker uden baggrundsmusik er lidt ligesom at køre en trehjulet bil eller en trodsende Bieber uden autotune: Det vil stadig fungere, men det er næppe GTO!
Faktisk vil jeg mene, at næsten alt er bedre med musik. For Shakespeare var det ”kærlighedens mad”, de gamle grækere betragtede det som en gave fra guderne, og for næsten alle forelskede teenagere i verden har det nærmest været obligatorisk at sprænge højtalerne med lyden af kærlighedsmusik fra et moskusduftende værelse.
En passende pokerspilleliste kan få en 12-timers grind til at føles mere som... Ja som en 10-timers grind eller noget lignende - uanset hvad. Du forstår godt, hvad jeg mener!
Filosoffen Friedrich Nietzsche udtalte følgende:” without music, life would be a mistake”. Og hvis du nogensinde har taget dine hovedtelefoner af midt på et stille diskotek, så ved du præcis, hvad han mener. Jeg var engang ansvarlig for et diskotek på et universitet. Tro mig, at se 200 mennesker gå amok til Gangnam-style i stilhed, er ligeså mærkeligt som at have strømper på, når du går med sandaler.
Musik har helt sikkert en bestemt plads i pokerverdenen, men hvordan ser det helt nøjagtigt ud? Nå, men lad os rytme igennem pokerverdens musik.
THE GAMBLER – DEN ULTIMATIVE POKERSANG
Kenny Rogers: 1979
Måske den mest berømte kandidat gennem tiden; ingen artikel ville være fuldført uden at nævne denne klassiker. Der er hymnen i poker! Skulle du bede nogen om at nævne en pokersang, ville selv de mest inkompetente personer være i stand til at recitere The Gamblers famøse omkvæd: ”You've gotta know when to hold'em, know when to fold'em...” – det er virkelig den vigtigste pokersang.
En af de mest forførende ting ved The Gambler er, hvor oldschool den er. Ved et par enkelte lejligheder var jeg så heldig at få lov til at sidde og få en drink med den afdøde Dave ”The Devilfish” Ulliot. Som et barn (eller et mandebarn som mig), der sidder på kanten af sin stol i den afsluttende faser af et Fortnite-run, plejede jeg at sidde og få hvert et ord, Dave sagde, til at hænge ved.
Han ville recitere oldschool pokerhistorier angående berusende wilds og den benhårde pokerindustri. Tilsvarende har Doyle Brunson også nogle gode historier om fyre, der stormer spil i undergrunden med shotguns og hockeymasker. Jeg vil anbefale at se nogle af hans interviews.
Verden af oldschool poker var farligt fascinerende og skræmmende. Selvom jeg er glad for, at denne form for pistolsvingeri er undgålig i moderne poker (og så patetisk som jeg ville være ved at være en del af det), så er denne historie og arv så vigtig. Det tilføjer stadig en undertone af swag til det spil, vi elsker. Kort sagt, er det de oldschool badasses, der er grunden til, at poker er federe end skak!
The Gamblers musikalske nostalgi
Når man lytter til The Gambler, er det svært ikke at forestille sig salonspillene fra det 19. århundrede, som fyldte i Hollywoods cowboyfilm. Sangen har den rå, autentiske vinyllyd, og videoen åbner endda med Rogers selv, klædt ud som en velhavende vestlig herre med to seksløberrevolvere svunget over sin skulder.
Det er nemt at forestille sig, at Rogers sidder ved et lille cashgame-bord i en salon. Spillet er skabt til at forvandle sig til stol-smadrende slagsmål, efter utallige af whiskyer er blevet slynget ned langs bardisken. Han ser ligeså badass ud, som enhver anden pokerspiller tror, at de gør nu til dags.
På trods af at den blev udgivet mindst et århundrede efter cowboy-tiden, er The Gambler virkelig en fremragende reminder om en af pokerhistoriens fedeste og mest spændende perioder.
Det var en tid med banditter og pistolsvingeri; Billy the Kid, Jesse James og Butch Cassidy, som røvede toge og snuppede kvæg. Det bliver ikke meget vildere end ”Det Vilde Vesten”. Jeg tror, at den spændingssøgende 11-årige, som befinder sig i os alle, stadig identificerer sig som denne slags enegænger, når vi sidder ved et pokerbord.
Når man lytter til sådan en klassiker, er det lige så svært ikke at lade sig gå tabt i fantasien, som det er at overveje, hvordan tingene har udviklet sig i pokerverdenen. Med beskyttede casino- og onlinespil, er vi en smule forkælet i disse dage, og derfor er det let at tage sikkerheden i moderne poker for givet.
I en verden af HUD’ere, problemløsere og GTO-nørder har spillet umiddelbart gjort nogle store fremskridt siden de dage, hvor du vidste, at du skulle løbe væk fra bordet, men det er stadig en fornøjelse at give sig hen til Rogers’ nostalgiske, filmiske fantasi og lytte til de 3 ½ melodiske minutter af the Gambler.
TRE KLOGE MÅDER AT BENYTTE MUSIK PÅ I POKERFILM
Positiv musikalitet i Rounders (1998)
Musik er næsten lige så vigtig for filmen som handlingen. Det kan umiddelbart godt lyde som en lille overdrivelse, men selvom det kan være tilfældet, er det bestemt en vigtig del af det, som de i branchen kalder ”Mise en Scéne” (det er et udtryk, der får dig til at se cool ud til fester). Hvis det benyttes fornuftigt, kan musik opnå vidunderlige ting: det kan skabe spænding, tilføje komik, pirrelighed og skræk.
Det er ikke overraskende, at casinoer er en vigtig del af pokerfilm - ligeledes bliver kortrummene ofte skildret sexede og spændende på skærmen.
Derfor har pokerfilm en tendens til at forene en masse optimisme suppleret med instrumental musik (især under sejrsstime). Faktisk er brugen af musik i pokerfilm ret imponerende, men da de fleste mennesker er fokuserede på handlingen, går musikken ofte ubemærket hen.
Den indledende pokerscene i Rounders er et godt eksempel. Her bruger instruktøren John Dahl kløgtigt mystisk musik, når han forklarer reglerne i Hold’em. Det er sofistikeret og optimistisk, som gør en normal og kedelig forklaring af reglerne langt sjovere og mere engagerende.
Det er klogt at anvende musik, da det tilføjer den samme lux og swag, som skaber meget af den charme som high-stakes poker har, hvilket gør det muligt for publikum at dele glansbilledet.
Når Mike taber til Teddys ”Ayses fool”, hiver Dahl lige efter bogen (og effektivt) violinerne frem. Men overordnet set har Rounders en tendens til at knytte poker til en sofistikeret, men alligevel energisk form for musik.
”Men hvorfor?” tænker du nok:
Hvis nogen af jer kender til tankekontrol-teknikken - bedre kendt som NLP – vil i forstå hvorfor (Derren Browns sociale eksperimenter er blandt de mest berømte eksempler). Subtil lyd kan have en vanvittig overtalelsesevne og indflydelse. Den positive musikalitet vi ser (eller hører) i en masse pokerfilm, giver instruktøren mulighed for at få spillet til at fremstå sjovt og spændende.
Positiv musik skaber positive konnotationer, og dette hjælper med at opløse eventuelle negative stereotyper i poker. Som følge heraf begynder publikum snarere at se spillet som et aktiv end en hindring, hvilket hjælper med at få temaet til at hænge sammen med filmens helt.
Som du nok allerede ved, så ser vi også regelmæssigt denne type ting andre steder i pokerfilm. Den førnævnte film Rounders (når Mike ender med at sige ”rolled up aces over kings”, efter hans kæreste forlader ham, eller efter at han ”fælder” den tvivlsomme og accentprægede Teddy ”KGB) og film som Lucky You, Runner Runner og Maverick bruger alle sammen den samme teknik overalt.
Se dem og hold øje med musikken – det er fascinerende… og som du nok også kan fornemme, er jeg pokkers god til at underholde ved fester!
CASINO ROYALE: ALLE FÅR SVED PÅ PANDEN
Det er måske ikke den mest troværdige pokerhistorie i verden. Den kan meget vel være fyldt med en del fejl angående indsatsstørrelserne, strukturel dumhed og dårlig pokerskik (og også have brutaliteten til at anvende dårlige toner). Men det bliver ikke meget værre end at miste millioner af dollars med et fuldt hus og derefter bogstaveligt talt blive slået ihjel! Casino Royale (2006) gør bestemt også brug af musik, hvilket de kløgtigt inkluderer i filmens pokerscener.
Bond-film fører os ofte hen til de mest luksuriøse steder, hvortil der ofte kommer beroligende og subtil baggrundsmusik. I filmene benyttes der meget sensuel atmosfærisk musik for at fastsætte scenens rammer - det er typisk centreret omkring afdæmpet instrument-bands eller melodiske harpister. Det er ikke tilfældigt, at dette ikke er tilfældet i Casino Royale!
Det er desuden interessant, at casinogulvet er komplet stille til trods for den tilsyneladende lux i forhold til lokationen og kortrummet (der er for pokker en butler, som kommer, når du knipser!). Der er ikke ét eneste strejf af atmosfærisk musik eller omgivende melodi i syne.
I stedet indtager instruktør, Martin Campbell, en mere ukonventionel tilgang til tingene, idet han bruger tempofyldt, violinpræget musik og uhyggelige skrigende lyde. Det er en stil, der er mere typisk for en splatter- eller gyserfilm. Det er en fantastisk måde at tilføje et element af ubehag og spænding til en scene på, og det er virkelig effektivt.
På samme måde, som gyserfilm bruger disse lyde til at frembringe frygt og øge sanserne, er Casino Royales brug af denne teknik en fremragende måde at frembringe spænding og en uforudsigelig uvished på, når man er en del af en high-stake hånd.
På et øjeblik gisper du, hårene på armene rejser sig, og du mærker et sus i maven. Ligesom hvis du selv sad ved bordet, ville dit hjerte synke, og du ville blive grebet af panik i øjeblikket.
Det føles som om, at man selv er tilstede - og det skyldes den geniale brug af musik.
Med dens effektivitet taget i betragtning, er det ikke overraskende, at denne metode forekommer i adskillige andre pokerfilm. Violin-hylet i den afsluttende pokerscene i The Cincinnati Kid ville være et andet (mindre subtilt) eksempel. Jeg elsker virkelig denne teknik. Alle kender følelsen, når man forsøger at holde et gab tilbage, mens man påtaget forsøger at virke interesseret i historier med en dårlig timet tone i en turneringskø.
Det er svært at mærke interessen og passionen for poker, når man spiller hænder på andres vegne, men med denne lydteknik formår Casino Royale dog at slå en bro over kløften.
MAVERICK OG MUSIK
Sammenlignet med de fleste casinospil er poker temmelig langsomt – især turneringer indebærer korte spændingsperioder omgivet af smertefulde og lange kedsomhedsperioder. Som du nok har regnet ud, så er det ikke særligt godt tv (hvis du nogensinde har set et livestream uden kommentatorer, vil du vide hvorfor!).
Overordnet set udmærker pokerfilm sig ved at tilføje musik for at peppe tingene lidt op. Vi har allerede diskuteret dette i Rounders, og hvordan Lukcy You også benytter sig af lignende på forskellige tidspunkter. Jeg tror dog, at vi er nødt til at tale om musikken, der benyttes i Maverick.
Hvad Maverick gør så godt, er, at den kombinerer alle de teknikker, som vi indtil videre har diskuteret. Positiv musik benyttes for at demonstrere den spænding og sjov, som kun pokerspillere kan forstå. Stor ståhej og nervepirrende spænding hjælper den uvidende pokerspiller med at forstå, om det, der sker for helten, er godt eller skidt.
Derfor fjerner musikken i Maverick behovet for at have nogen form for viden eller forståelse for poker. Kort sagt er musikken i Maverick intelligent nok til at forvandle en pokerfilm til en universel familiefilm. Jeg vil bestemt anbefale at se den.
Desværre vil en udtømmende undersøgelse af brugen af musik i pokerfilm sandsynligvis fylde en hel bog, og da min artikel er et resumé, er jeg desværre nødt til at komme videre. Men forhåbentlig giver disse eksempler dig en idé om musikkens betydning i pokerfilm.
Apropos det at komme videre, så er der her en lidt mere ubekymret uddybning af, hvordan poker er dukket op i mainstream musik.
POKER I MAINSTREAM MUSIK
Celine Dion: It’s All Coming Back to Me Now – 1996
Det er superfrustrerende at tabe en pulje til en plaskende hval (nybegynder) ved et bord. Dette lille nummer af Celine er en fremragende måde at håndtere tingene på og forsikre dig selv om, at du får det hele tilbage i sidste ende – under den forudsætning, at han ikke er ”gone with the wind of course!”
Daft Punk: Get Lucky -2013
Når denne sang blev spillet i mine teenageår, blev de bedste dansetrin fundet frem i forsøget på at imponere en pige. I disse dage handler dét at være ”up all night to get lucky” mere om at starte en sen session og håbe på at komme langt ved en MTT.
Status Quo: Down, Down - 1974
Hvis du har læst nogle af mine artikler om modgang andetsteds i dette online magasin, er du sandsynligvis enig i, at det er det absolut værste ved at spille poker. Det at finde måder at trivialisere det på, er en fantastisk måde at ”soften the blow” og gøre det lidt lettere at håndtere. At synge lidt ”down down deeper and down swing”, mens du ser på din grønne linje, er en god måde at få grinet det væk på.
American Authors: Best Day of My Life – 2014
Havde du et par frygtelige sessioner ved bordene i går aftes? Eller en massiv hovedpine efter at være gået lidt for meget til den i baren? Måske har du lige fundet et dyrt internationalt opkald kl. 04:00 på din telefonregning? Ingen problem. Hvis du nogensinde har brug for en peptalk angående en forudgående registrering, behøver du ikke at lede længere – i dag kunne være den bedste dag i dit liv
Justin Timberlake: Cry me A River – 2002
Vil du tilbagebetale nogen for en tidligere slow roll? Ved at synge den perle efter en tæt duel ved riverkortet, hvor du trækker det længste strå, ved man, at du har gjort arbejdet færdigt.
Justin Timberlake: What Goes Around – 2002
Mens vi er ved JT, er her en anden klassiker. En sang du kan sætter på for at minde dig selv om de positive ting, hvis du er løbet ind i dårlig stime. Eller hvis du er en af de (normale) fyre, der hader at lægge deres blinds.
Motorhead: The Ace of Spades – 1980
Jeg er ligeglad med, hvad du siger, jeg har talt med min psykiater. Han har forsikret mig om, at det er helt normalt at synge, når du finder det mest sexede es i hullet (hole-kort) – selvom det er noget af en fortælling! Denne metalhymne har en fantastisk melodi til at få dig tilbage på sporet, enten før eller midt i en session. Ud over at være en absolut klassiker er Ace of Spades fyldt med en masse pokerslang som følgende:
- “Pushing up the ante, I know you gotta see me.”
- “Read'em and weep, the dead man's hand again”.
- “I see it in your eyes, take one look and die - The only thing you see, you know it's gonna be the Ace of Spades.”
I en sang, der handler om spil, at leve et tempofyldt liv og ”dancing with the devil”, bliver vi jævnligt mindet om, at ”the please is to play”, hvilket i sidste ende er grunden til, at vi alle begyndte at spille poker i første omgang.
The Ace of Spades er muligvis en rockhymne, men bagved backbeatet og guitarforvrængningen er et klart og smukt budskab om tilfredshed og glæde.
ABBA: The Winner Takes It All – 1980
Lad os bare sige, jeg har aldrig åbnet en turneringslobby og tænkt: “hmm I wonder what 11th pays”.
Rage Against The Machine: Know Your Enemy – 1992
En anden metalsang, der er på listen, kombinerer vigtigheden af ”knowing your enemy” ved bordene og ”[raging] against the machine”, når du er på den forkerte side af RNG.
Jeg læste i hvert fald engang en undersøgelse, der argumenterede for, at det at lytte til metalmusik i bilen gør dig til en mere aggressiv kører, og jeg synes, at det samme er gældende i poker. Med en stor stack, dybt inde i en turnering, er det tid til at knuse de resterende modstandere. Så hvis du ved, at du er lidt for sky til at være i sådan en rolle, så prøv at sætte denne sang på og se, om det hjælper med at øge din aggression.
Richard Ashcroft: Music is Power – 2006
Jeg forlader dig med endnu et citat. Det er ikke pokerrelateret, men jeg tror, at det opsummerer, hvad musik generelt betyder for os alle: ”Music is Power”.
